Konkurrence
Slagelse Bibliotekerne, Slagelse Arkiverne og Slagelse Museum er gået sammen om et projekt for unge, der har lyst til at skrive en novelle om deres lokalområde. De bedste ti noveller bliver udgivet i et særtryk.
Projektet henvender sig til unge fra 13 til 17 år.
De unge skal skrive om en historisk begivenhed, en historisk lokalitet eller en lokal historisk personlighed. Der er frit slag, men det er vigtigt, at novellen handler om et eller andet historisk fra lokalområdet, som i dette tilfælde er Slagelse, Korsør, Skælskør eller i omegnen af disse byer. Man kan f.eks. inddrage Trelleborg i en fortælling fra den tid – eller digte videre på H.C. Andersens forfærdelige tid på Slagelse Latinskole. Kun fantasien sætter grænser.
Novellerne behøver ikke være historisk korrekte fortællinger, men de skal helst være fantasifulde. Formålet med konkurrencen er først og fremmest, at de unge får kendskab til et stykke lokalhistorie på en sjov måde.
Efter tilmeldingen til konkurrencen vil de unge blive tilbudt en rundvisning på arkiv og bibliotek uden for skoletid. Desuden vil deltagelsen i konkurrencen inkludere et lynkursus i skriveteknik, der vil blive afholdt en lørdag i januar. Nærmere information om tid og sted følger efter tilmeldingsfristen.
Det er Stadsarkivar Stella Borne Mikkelsen og Bibliotekar Lone Arevad fra Slagelse Bibliotekerne, der er gået sammen om at lave projektet i et ABM-samarbejde (arkiv, bibliotek og museum).
Dommerkomitéen, der skal udvælge de ti bedste noveller, består desuden af Formand for Kulturudvalget i Slagelse, Ingrid Dyhr Toft, Museumsinspektør Ea Stevns Matzon fra Sydvestsjællands Museum samt konstitueret Bibliotekschef for Slagelse Bibliotekerne, Erna Reutzer. De vil udvælge de ti bedste bidrag, som derefter vil blive udgivet i et særtryk udført af Det Gamle Trykkeri på Slagelse Museum, som benytter den håndsatte, gammeldags bogtrykkerkunst til formålet. Dette er en meget tidskrævende proces, og der vil derfor gå cirka tre måneder fra kåringen af de bedste manuskripter til den endelige udgivelse. I forbindelse med udgivelsen vil der blive afholdt en reception på Slagelse Bibliotek, hvor vinderen af konkurrencen vil blive offentliggjort. Der er præmier til de ti bedste bidragydere.
Tilmeldingsfrist for deltagelse i konkurrencen er onsdag den 7. januar kl. 12..
Man kan tilmelde sig elektronisk på loare@slagelse.dk, hvor man angiver sit fulde navn, adresse, telefonnummer og mail.
Novellerne skal være os i hænde senest onsdag den 18. februar.
De skal være på min. 3 og max. 8 sider a 2000 tegn pr. side (inkl. mellemrum).
Vi håber, at rigtig mange unge vil sætte sig til tasterne og slippe fantasien løs.
Har du kommentarer eller spørgsmål er du velkommen til at skrive dem her!
onsdag den 3. december 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar